Motivering:
Professor Juleen Zierath opnåede sin ph.d.-grad ved Karolinska Institutet i Stockholm i 1995 og har efteruddannet sig i post doc-stillinger ved Hagedorn Forskningsinstituttet i Gentofte og på Harvard Medical School i Boston.
Siden 2010 har Dr. Zierath været professor i Integrativ Fysiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, og siden 2016 har hun været administrerende direktør for Novo Nordisk Fondens Center for Basic Metabolic Research ved det samme universitetsfakultet. Parallelt hermed har hun været og er professor i eksperimentel fysiologi og leder af sektionen for Integrativ Fysiologi på Institut for Molekylær Medicin og Kirurgi ved Karolinska Institutet Stockholm, funktioner, som Dr. Zierath har varetaget siden 2001.
Dr. Zierath har publiceret mere end 350 fagfællevurderede forskningsartikler, hvoraf flere er offentliggjort i tidsskrifter som Science, Cell, Nature Genetics og Cell Metabolism. Hendes publikationer er blevet citeret mere end 27.800 gange, og hendes Web of Science h-index er på 91.
Professor Juleen R. Zieraths forskning fokuserer på molekylære og cellulære mekanismer, der ligger til grund for udviklingen af insulinresistens ved type 2-diabetes og andre insulinresistente sygdomme. Blandt Dr. Zieraths mange originale og betydningsfulde videnskabelige fund hører kortlægningen af flere molekylære signaltrin i insulinsignalvejen, der kontrollerer glukoseoptagelsen i muskelvæv. Et andet eksempel fra hendes frontlinjeforskning er afdækningen af en ny cellulær omstillingsvej, der involverer diacylglycerolkinaser, og som medvirker til at regulere musklernes insulinfølsomhed.
I de seneste år har Juleen Zieraths og medarbejderes forskning været koncentreret om studier af epigenetiske ændringer ved insulinresistens, og hvorledes epigenetiske mekanismer reguleres ved omlægning af livsstil. Forskerholdet hører også til blandt pionererne, der belyser de molekylære mekanismer, som styrer de metaboliske døgnrytmer.
Professor Zierath er medlem af Nobelforsamlingen og Nobelkomiteen for Fysiologi og Medicin på Karolinska Institutet. Tidligere har hun været forkvinde for Nobelkomiteen, bestyrelsen for 2 Keystone Symposier og European Association for the Study of Diabetes. Hun er medlem af Academy of Europe, medlem af Det Kongelige Svenske Akademi, og Fellow af International Union of Physiological Sciences. Hun har redaktørstillinger i flere anerkendte videnskabelige tidsskrifter inden for endokrinologi og metabolisme. Professor Zierath er tidligere chefredaktør for Diabetologia.
Professor Zierath er blevet tildelt mange hæderspriser, herunder Minkowski-prisen og Claude Bernard-medaljen fra European Association for the Study of Diabetes, American Diabetes Association’s Harold Rifkin Award for Distinguished International Service in the Cause of Diabetes, Datta Lectureship Award for enestående forskning indenfor biokemi og molekylærbiologi fra Federation of European Biochemical Societies, Knud Lundbeck Award fra Scandinavian Society for the Study of Diabetes, og J.B. Wolffe Memorial Lectureship Award fra American College of Sports Medicine, og en Distinguished Professor Award fra Karolinska Institutet og det svenske forskningsråd.
Dr. Zierath har modtaget adskillige EU-rammebevillinger og et Advanced Grant fra European Research Council. I 2019 blev hun tildelt en æresgrad, Doctor of Science (SC.D.) fra University of Wisconsin-River Falls. I 2021 blev Juleen Zierath Ridder af Dannebrog.
Fondsbestyrelsen konkluderer: Professor Juleen Zierath er en af de internationalt mest betydningsfulde videnskabsfolk inden for basal og translationel metabolisk forskning; en forskning som sigter mod udvikling af nye metoder til at forebygge og behandle insulinresistente folkesygdomme.
København, 28. september 2023
Mette Amtoft Hans Barth Niels Kahlke Oluf Borbye Pedersen