Motivering
Ulla Wewer er 64 år. Lægevidenskabelig embedseksamen fra Københavns Universitet i 1980.
Doktorafhandling over emnet Studies on the Basement Membrane Component Laminin fra det samme universitet i 1985.
Efter kandidateksamen gennemførte UW 2 års klinisk postgraduat uddannelse efterfulgt af 4 års forskningsansættelse i USA, sidst i 1984-87 ved National Institute of Health, Bethesda.
Efter hjemkomst til København var Ulla Wewer i 1986-1999 adjunkt og lektor ved Københavns Universitet.
Ved det samme universitet blev Ulla Wewer i 1999 professor.
I perioden 2002-2005 var Ulla Wewer prodekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og siden 2005 har hun været fakultetets dekan.
Ulla Wewer varetager talrige opgaver og tillidshverv i faglige og videnskabelige komitéer, råd og fonde.
Forskning
Ulla Wewer har i mange år fokuseret sin forskning på analyser af struktur og funktion af det ekstracellulære matrix (især laminin), celle-matrix interaktioner, celleadhesion og proteaser (især ADAM12), og særligt i relation til cancer. Det har resulteret i offentliggørelse af omkring 190 videnskabelige arbejder.
Opmærksomhed på fakultetets medarbejdere og evnerne og viljen til at skabe optimale rammer og vilkår for fakultetets forskning
F akademiske ledere på topniveau har evnerne og viljen til at værne om og udvikle, hvad der kan kaldes den empatiske ekspressionisme.
Ulla Wewer er et lysende og forbilledligt eksempel på, at give omsorg for andre kan praktiseres i et arbejde med opslugende administrative og strategiske opgaver. Hun finder i sin travlhed tid til at kaste et autentisk hjælpsomt lys på utallige medarbejdere og studerende i fakultetet – så de kan vokse og udfolde sig til bedste for universitetet og dets mission i samfundet.
Under drøftelserne af årets mange nominerede kandidater til Erhoff Prisen 2018 blev der fremsat et synspunkt:
Hvorfor skal vi overhovedet overveje at give hædersprisen til en dekan, der som ventet gør sit arbejde godt og som har offentliggjort omkring 190 videnskabelige arbejder siden hun blev kandidat, når andre nominerede priskandidater har beriget det danske og det internationale samfund med videnskabelig indsigt gennem mere end 1000 originale forskningsbidrag?
Men som det fremgik af den kollegiale indstilling, havde fondsbestyrelsen at gøre med nominering af en outsider i det ords allermest positive forstand. En outsider, som vi i fondsbestyrelsen gav funktionsnavnet minister = den som i det virkelige liv tjener andre.
En yderst værdig kandidat, som til fulde opfyldte Fondens formål – om end på en ganske anderledes måde. Nemlig – at Ulla Wewer har fokus på at fremme andre forskeres muligheder for at skabe nye indsigter inden for biomedicinsk forskning.
Som det også fremgik af nomineringen, er Ulla Wewer en helt usædvanlig forskningskatalysator og en second to none forskningsentreprenør.
Hun har i de senere år givet sin egen forskning anden prioritet for i stedet helhjertet at arbejde for at skabe de bedst mulige vilkår for forskningsudvikling på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Et af de mest iøjnefaldende initiativer og præstationer er fundraising til udvidelse af Panum og realiseringen af Mørsketrinet med alle dets faciliteter for avantgarde forskning inden for dansk biomedicin.
Fondsbestyrelsen konkluderer
Dekan, Professor, dr.med. Ulla Margrethe Wewer har udført eminent biomedicinsk forskning.
Som sundhedsvidenskabelig dekan ved Københavns Universitet har hun sat egen forskning i anden række for at skabe rammer og vilkår for, at andre videnskabsfolk kan yde deres ypperste i en international sammenhæng.
En sådan dedikation og et sådant usædvanligt engagement får sjældent den opmærksomhed, beundring og anerkendelse, som det fortjener.
Netop derfor er det en stor glæde for Fonden at kunne hædre dekan og professor Ulla Wewer med Erhoff Prisen 2018.