Professor, dr.med., overlæge Thorkild I.A. Sørensen er leder af Institut for Sygdomsforebyggelse under Københavns Universitet.
Prismodtageren er født i 1945 og blev cand.med. ved Københavns Universitet i 1971.
I 1983 opnåede han den medicinske doktorgrad ved det samme universitet.
Klinisk uddannelse ved flere universitetshospitaler i København og overlæge ved hepatologisk afdeling, Hvidovre Universitetshospital i 1988.
I 1989 blev Dr. Sørensen tildelt et 5-årigt forskningsprofessorat i klinisk epidemiologi, og ved slutningen af denne periode blev han udnævnt til professor i klinisk epidemiologi ved Københavns Universitet i kombination med en stilling som overlæge i klinisk epidemiologi i Hovedstadens Sygehusvæsen.
I 1993 blev Thorkild Sørensen leder af Institut for Sygdomsforebyggelse. Han var dekan ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i perioden 1995-96.
Han har beklædt et væld af nationale og internationale tillidsposter i faglige og/eller videnskabelige udvalg, råd, styrelser, bestyrelser, institutioner og forskerskoler. Han er sagkyndig for mange videnskabelige tidsskrifter.
Thorkild Sørensen har kapacitet til at samle og overskue store mængder viden. Han mestrer i udtalt grad at konceptualisere og at initiere nye konstruktioner af multidisciplinære danske og trans-europæiske forskningskonsortier. Af de senere års eksempler herpå kan nævnes det danske DANORC-projekt og det EU-støttede Hepadip-konsortium. At udføre sådanne initiativer kræver ikke blot brug af et enormt stort energireservoir og et intellektuelt overskud, men det forudsætter også solide evner inden for fundraising og kollegial netværksdannelse.
Erhoff Fondens bestyrelse vil især fremdrage Thorkild Sørensens vigtige videnskabelige bidrag inden for den epidemiologiske forskning, som belyser årsager til ændringer i legemsvægt og kropssammensætning samt risici for alvorlige følgesygdomme.
Prismodtageren har publiceret 316 peer-reviewed originalarbejder, heraf adskillige i ‘high-impact’ videnskabelige tidsskrifter samt 69 reviews og 21 editorials; og som det fremgår af Thorkild Sørensens videnskabelige publikationsliste, er der tale om en accelererende stor forskningsaktivitet, der udspringer af flid og originalitet.
Erhoff Fondens bestyrelse konkluderer:
Thorkild I.A. Sørensen tildeles hædersprisen dels på baggrund af hans studier af genetisk-epidemiologiske og kliniske aspekter af fedme, alkohol-, lever- og mave-tarm sygdomme, og dels for hans forskning i generel sygdomsforebyggelse.
Thorkild I.A. Sørensen opfylder Fondens målsætning om at støtte en dansk biomedicinsk forsker, som har fremmet sit forskningsfelts udvikling og modning på højt internationalt niveau. Indsatsen har været dyb og omfattende, og prismodtageren tager fortsat mange velargumenterede forskningsinitiativer, som antageligt også vil præge forskningsområdet fremover.
Det er således en glæde for Erhoff Fondens bestyrelse i dag at kunne tildele Professor Thorkild I. A. Sørensen en personlig hæderspris på 300,000 kr. som anerkendelse for hans mangfoldige forskningsbidrag.
September 2009
Organisationspsykolog Mette Amtoft
Direktør Hans Barth
Advokat Niels Kahlke
Professor Oluf Borbye Pedersen (formand)