Erhoff Fondens Motivering af Prismodtageren:
Torben Hansen (TH), 58 år, er kandidat fra Københavns Universitet i 1984 og modtog Aarhus Universitets guldmedalje for sin prisopgave om detektion af cancerantigener ved hjælp af monoklonale antistoffer i 1986. Han forsvarede sin ph.d. omhandlende klasse I peptiders modulerende effekt på insulinreceptorens signalering ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i 1992.
I perioden 1994-97 gennemgik TH postgraduate træning, arbejdede som postdoc ved Afdelingen for Cancerbiologi på Panum Instituttet og som visiting scientist ved Stanford Universitet og Receptron Inc., USA. I 1990 blev han tilknyttet Steno Diabetes Center, og i de følgende år arbejdede han som visiting scientist på Pasteur Instituttet i Paris hos professor Philippe Frougel. Siden 1990 har TH arbejdet som forsker, først på Steno Diabetes Center i Gentofte, senere som overlæge og fra 2009 som forskningsdirektør på Hagedorn Instituttet, Gentofte.
I 2010 blev TH og hans forskningsgruppe en del af Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor han har været professor og gruppeleder siden da. TH blev adjungeret professor i molekylær diabetologi ved Syddansk Universitet i 2008 og i 2011 fuld professor i human metabolisk genetik ved Københavns Universitet.
TH er en original, kompetent og visionær forsker indenfor molekylær og translationel diabetologi samt diabetisk genetisk epidemiologi. Med sine omfattende undersøgelser har han været ophavsmand til talrige opdagelser af molekylære årsager til metaboliske sygdomme. TH har været primus motor i identifikationen og indsamlingen af danske familier med monogen tidligt debuterende autosomalt dominant segregerende diabetes, kaldet Maturity-Onset Diabetes of the Young (MODY).
I et internationalt konsortium var han med til at identificere MODY3 (HNF1A) genet, et arbejde der blev publiceret i Nature i 1996, og som har mere end 800 citationer. THs forskning har vist, at monogen diabetes er en relativt hyppig form for diabetes i Danmark, og at korrekt diagnostik er afgørende for rådgivning, behandling og forebyggelse af komplikationer hos patienter med monogen diabetes. Han har formidlet denne viden til både patienter og behandlere i Danmark gennem artikler, foredrag og medier.
Senest har TH, i samarbejde med Beijing Genomics Institute i Shenzhen, Kina, udviklet en omkostningseffektiv screeningsmetode for MODY og andre former for monogen diabetes. Denne metode er nu implementeret i den daglige diagnostik af patienter med monogen diabetes eller svær overvægt.
Som forskningsleder har TH bidraget til opdagelser af genetiske årsager til fedme, diabetes og forhøjet blodtryk i befolkningsgrupper, der rammes tidligt af åreforkalkning. Hans studier er blevet publiceret i tidsskrifter som Nature Genetics, Lancet, Journal of Clinical Investigations, American Journal of Human Genetics, PLOS Genetics, PNAS, Diabetes og Diabetologia, med over 150 artikler og mere end 10.000 citationer.
TH har vejledt 21 ph.d.-studerende og 27 masterstuderende og er leder af PhD Graduate Programme for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet. Han er også formand for det nationale PhD-netværk for metabolismeforskning.
Hans forskning er fokuseret på at identificere arvelige årsager til tidligt debuterende former for diabetes og fedme samt tarmbakteriers betydning for sygdom og sundhed. Sammen med forskere på Metabolismecentret og en række samarbejdende forskningsinstitutioner i Europa og Asien har han i flere studier vist, at sammensætningen og diversiteten af tarmbakterier har stor betydning for metabolisk sundhed. Disse studier har blandt andet ført til fire publikationer i Nature og to i Nature Biotechnology, som har over 2.500 citationer.
Senest har han, i samarbejde med forskere på det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og Steno Diabetes Center, vist, at en stop-mutation i genet TBC1D4 kan forklare 15% af diabetes hos den grønlandske inuitbefolkning. Dette banebrydende arbejde blev for nylig publiceret i Nature. TH har publiceret mere end 350 peer-reviewed artikler, som er blevet citeret mere end 20.000 gange, og han har en H-index på 62 ifølge Web of Science.
THs forskning vil fortsat fokusere på betydningen af det humane genom og det humane mikrobiom i relation til metabolisme. Han sigter mod at bidrage til udviklingen af nye metoder til forudsigelse, forebyggelse og evidensbaseret behandling af både monogene og mere almindelige metaboliske og kardiovaskulære lidelser i udsatte befolkningsgrupper.
Erhoff Fondens Bestyrelse Konkluderer:
Professor Torben Hansen, Københavns Universitet, er en videnskabelig ildsjæl, som siden han opnåede sin PhD-grad har ydet væsentlige bidrag til vores forståelse af de arvelige årsager til diabetessygdomme. Hans dedikerede og beundringsværdige indsats på et meget højt internationalt niveau belønnes med Erhoff Prisen 2015.