Erhoff Fondens Talentpris 2023

Tor Biering-Sørensen

Forskningsleder, Professor, Ph.d.

Motivering:

Tor Biering-Sørensen er 39 år. Han er læge og Ph.d. fra Københavns Universitet i henholdsvis 2011 og 2015. Han har tillige en Master of Public Health (MPH)-grad fra Harvard School of Public Health i 2018 og en Master of Science-grad fra Oxford University i 2023.

Umiddelbart efter sin Ph.d. var han 2,5 år ansat som post doc ved Harvard Medical School, Boston, USA. Efter udlandsopholdet flyttede prismodtageren i 2016 tilbage til Danmark for at oprette det første Cardiovascular Non-Invasive Imaging Research Laboratory. Her varetager han funktionen som centerleder.

I 2022 blev han professor på Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet samtidigt med gennemførelse af en lægelig efteruddannelse inden for hjertesygdomme på Københavnske universitetshospitaler.

Forskningsfokus er non-invasive undersøgelser af hjertets struktur og funktion, og sådan har det været, siden han som 23-årig medicinstuderende tog orlov fra studiet for at tage et forskningsår. Prismodtagerens videnskabelige produktion af høj kvalitet er vokset i et imponerende tempo. Den omfatter > 300 fagfællevurderede artikler. Prismodtageren har et h-index på 42, og hans videnskabelige produktion er citeret mere end 7.000 gange.

Tor Biering-Sørensen har udviklet et stort internationalt videnskabeligt netværk og har Ph.d.- og medicinstuderende udstationeret ved Harvard Medical School, University of California, San Francisco, University of Toronto samt Universidade Federal do Acre i Brasilien. Han er på nuværende tidspunkt hovedvejleder for 19 Ph.d.-studerende og 20 lægestuderende, der allesammen forsker i forskellige aspekter af cardiac imaging.

Prismodtagerens forskning tilvejebringer ny klinisk relevant viden, så hjertelæger kan anvende forskellige former for billeddannelse, kaldet cardiac imaging, til tidlig identifikation af begyndende funktionsnedsættelse i hjertet.

Tor Biering-Sørensen foretager store klinisk-kontrollerede og randomiserede trials. Han har været blandt de første til at vise, at man hos ellers hjerteraske personer med øget risiko for hjertesygdom, som for eksempel ved forhøjet blodtryk eller sukkersyge, med cardiac imaging kan finde frem til hvilke mennesker, der i fremtiden vil udvikle blivende hjertesygdom, hvis de ikke behandles i tide. Hjertelæger er derfor nu i stand til at opspore sådanne personer og sætte ind med tidlig målrettet behandling.

Til sin forskning har prismodtageren i fri konkurrence kunnet tiltrække forskningsbevillinger på mere end 100 millioner kroner.

Tor Biering-Sørensens kometagtige forskerkarriere er i omverdenen ikke gået ubemærket hen. Han har som klinisk stjerneforsker modtaget en række hædersbevisninger inklusiv Selskabet for Teoretisk og Anvendt Medicin hædersmedalje til yngre forskere, talentpris (Sapere Aude) fra Det Frie Forskningsråd og Lundbeck Fondens Fellowship.

Konklusion:
Professor Tor Biering-Sørensen er en talentfuld, innovativ og særdeles produktiv ung forsker, der siden studietiden har haft et fokus på at anvende nye billeddannende teknologier til at bedre diagnose, behandling og prognose af mennesker i høj risiko for at udvikle kronisk hjertesygdom. Hans forskning er forbilledlig og har motiveret andre unge forskere til at bruge deres evner inden for samme forskningsfelt.

København, 28. september 2023

Mette Amtoft            Hans Barth            Niels Kahlke           Oluf Borbye Pedersen